Våben og Rustninger i Tolkiens Midgård

Af Joe Piela (oversat af Kim Hansen)

Tolkiens værker har inspireret folk til at studere forskellige aspekter i den verden han skabte. En af de ting, der har interesseret mig mest, er de våben og rustninger som krigerne og hærene i Midgård har gjort brug af. Her følger resultatet af disse studier.

Den “følelse” man får, når man læser bøgerne, er at de foregår i den til der kaldes “The Dark Ages” eller i Danmark “Sen Jernalder/Vikingetid”. Selvfølgeligt er dette en cirka gengivelse, for Midgård er ikke en kopi af perioden 500-1000 i vores verden, men er en selvstændig verden i sig selv. Da emnet for denne artikel er våben og rustninger, der i Tolkiens verden er de samme, som forefindes i denne periode. Langt den mest almindelige rustningstype der blev brugt, var Ringbrynjer, med en let hjelm (enten konisk eller rund). Ben og armbeskyttere i plade, samt en Ringbrynje hætte og hoser er ofte blevet brugt til at beskytte ekstra. Den almindelige krigers udstyr var komplet med et sværd, økse eller spyd og for det meste et skjold. For at forsvare denne tolkning, vil jeg i resten af artiklen se på hvad Tolkien skrev.

De ældste beskrivelser af kampudstyr er ikke særligt detaljerede, men der er nogle spor at gå efter. I oldtiden mens elverne rejste mod vest, for at nå Valinor, gav Oromë dem våben, så de kunne forsvarer sig mod Morgoths væsener. Det er ikke til at læse ud af teksten, om der fulgte rustninger med. Der er flere referencer til at elverne bar våben i Valinor (sværd, spyd og buer). Det var Morgoth, der lokkede Noldorne til at bære rustning og våben. Siden at der i Silmarillion står at det var dværgene i Belegost, der fandt på at lave rustninger af sammenhægtede ringe, er det min opfattelse at elverne i Valinor brugte skælrustninger. Tolkien nævner flere gange “fish’s mail” (dvs. Skælrustning, selvom det også kan være en pyntende beskrivelse af en ringbrynje) i senere skrifter, og skælrustninger er en af den ældste form for rustning i vores verden. Det er sikkert oprindeligt fisk og reptiler der har givet datidens smede inspirationen til de første skælbrynjer. Valaen Ulmo beskrives som klædt i en brynje, som en fisks, da han møder Tour i Nevrast.

Hvis vi fortsætter med at koncentrerer os om dværgene i Belegost og Nogrod, står der i Silmarillion, at de udstyrede Sindar Elverne i Thingols rige “... Thingol’s armouries were stored with axes and with spears and swords, and with tall helms, and long coats of bright mail; for the hauberks of the Dwarves were so fashioned that they rusted not but shone ever as if they were new-burnished” og i Unfinished tales står der også: “Now Thingol had in Menegroth deep armouries filled with great wealth og weapons;: metal wrought like fishes’ mail and shining like water in the moon; swords and axes, shields and helms, wrought by Telchar himself or by his master Gamin Zirak of old, or by elven wrights more skilful still. For something’s he received in gift that came out of Valinor and were wrought by Fëanor in his mastery, than whom no craftsman was greater in all the days of the world”. Dette giver et billede af elver og dværge krigere i første alder, klædt i knælange ringbrynjer og høje koniske hjelme, der bærer deres dødbringende våben, enten med skjold eller i to hænder. Specielt nævnes dværgen Telchar fra Nogrod, der smedede drage hjelmen fra Dor-lómin, kniven Angrist og sværdet Narsil (Som senere blev smedet igen af elverne i Kløvedal og givet navnet Andúril). I sit essay “Of dwarves and men” skriver Tolkien, at det var dværgene, der i de ældre dage og i 2. tidsalder udstyrede menneskene med krigsudstyr (bla. Narsil som er nævnt ovenfor).
Da Noldorne vendte tilbage til Midgård, blev der rejst store hære. Noldorne havde uden tvivl lært sig kunsten at smede ringbrynjer af dværgene (med hvilke de havde venskabelige forbindelser med, på grund af deres fælles kærlighed til håndværk). i “The Fall of Gondolin”, er der givet en liste over våben og rustninger i Noldornes smukke by “... and folk were busier about the forging of all manner of swords and axes, spears and bills, and the fahioning of coats of mail, byrnies and hauberks, greaves and vambraces, helms and shields”. Vi får gode detaljer både i “The Fall of Gondolin” og i den senere bog “Of Tuor and His Coming To Gondolin” i beskrivelserne af våben (hvilket inkluderer de buer, som elverne er så berømte for), rustninger og dekorationerne af disse, som krigerne i Gondolin bærer. Der er også en beskrivelse af de våben, der var blevet efterladt til Tuor i Nevrast, så han ville blive genkendt som Ulmos sendebud til Noldorne i Gondolin: “Then Tuor saw that on the wall behind the throne there hung a shield and a great hauberk, and a helm and a long sword in a sheath. The hauberk shone as it were wrought of silver untarnished, and the sunbeam gilded it with sparks of gold. But the shields was a strange shape to Tuor’s eyes, for it was long and tapering; and its field was blue, but in the midst was wrought an emblem of a white swan’s wing ... and he lifted down the shield and found it light and weildy beyond his guess; for it was wrought, it seemed, of wood, but overlaid by the crafts of Elven-smiths with plates of metal, strong yet thin as foil, whereby it had been preserved from worm and weather”. Dette eksempel, viser Noldor-smedenes utrolige dygtighed. Noldorne lavede deres sværd, så de skinnede med et koldt lys, når der var fjender i nærheden og lyset blev skarpere, alt efter hvor langt fjenderne var væk. Disse sværd var også kendt for deres fantastiske skarphed. De tre mest kendte af disse sværd, var Glamdring (Smedet af Turgon og senere båret af Gandalf), dets mage Orcrist (båret en tid af Thorin Egeskjold) og selvfølgeligt kortsværdet Sting, navngivet af Bilbo Sækker.

Der er flere vigtige beskrivelser i “Silmarillion” i afsnittet “The Battle of Unnumbered Tears”: “For unsummoned and unlooked for, Turgon had opened the leaguer of Gondolin, and was come with an army ten thousand strong with bright mail and long swords and spears like a forest” Senere står der: ”and Fingon put on his white helm and sounded his trumpets, and all the host Hithlum leapt forth from the hills in sudden onslaught. The light of the drawing of the swords of the Noldor was like a fire ind a field of reeds ... and the Gondolindrim were strong and clad in mail, and there ranks shone like a river of steal in the sun” Der er desuden en reference til dværgenes skik, men at bære store grimme masker på deres hjelme, som hjalp dem under kampene med drager under de Utalte Tårers Slag**. Man kan læse mere om disse masker, i beskrivelsen af Drage Hjelmen fra Dor-lómin, som står i “Unfinished Tales”: ”That helm was wrought of grey steel adorned with gold, and on it were graven runes of victory. A power was in it that guarded any who wore it from wound and death, for the sword that hewed it was broken, and the dart that smote it sprang aside. It was wrought by Telchar, the smith of Nogrod, whose works are renowned. It had a visor (after the manner of those that the Dwarves used in their forges for the shielding of the eyes), and the face of one that wore it struck fear into the hearts of all beholders, but was itself was guarded from dart and fire. Upon its crest was set in defiance a gilded image of Glaurung the dragon; for it had been made soon after he had issued from the gates of Morgoth..." These accounts show a good sampling of the magnificent arms worn by the warriors of Middle Earth”

Alle de foregående beskrivelser viser de fantastiske våben, som krigerne i Midgård bar.

Nogle få bemærkninger om buerne i de ældre dage. Noldorne fra Gondolin havde mange fine langbueskytter. Sindarne i Doriath brugte langbuer, som vist ved eksemplet Beleg Cúthalion (hans navn betyder simpelthen “store langbue”). Han var kendt for at have den kraftigste langbue, der hed “Belthronding”. Grønelverne fra Ossiriand brugte også langbuer. De brugte dem med stor effekt på dværgene, der havde røvet Menegroth og nu prøvede at komme tilbage til Blå Bjergene. Kortbuer blev helt sikkert også brugt. Der er nogle referencer om bueskytter til hest, såsom de Noldor, der holdt vagt ved grænsen til Morgoths rige. Da dragernes fader Glaurung først viste sig, omringede ryttere til hest ham og sendte mange pile ind i hans unge hud, som endnu ikke var tyk nok, til at give fuld beskyttelse. Siden langbuer er næsten umulig at skyde fra hesteryg, kan man regne med at kortere buer, blev brugt til dette formål.

Der er også nogle referencer til udstyr båret af fjenden. Orkernes traditionelle sværd er krumsabler og det ser ud til at orkerne også foretrak bredbladede spyd, som er beskrevet flere steder. Andre våben der nævnes at orkerne bruger, er økser, krigskøller og buer. Orkernes rustninger har ikke været helt uduelige, selvom de var dårligere end de frie folks. Beleg Cúthalion spurgte Thingol om et godt sværd, da han skulle ud, for at finde Túrin, da Beleg ikke havde et sværd, der kunne gennemtrænge orkernes sværd.

I den Anden Alder, fortsatte man med at bruge de samme slags udstyr som i Første Alder, med nogle få ændringer. Menneskerne fra Numenor skabte meget godt krigsudstyr. De skabte f.eks. kraftige buer af ændret stål og Tolkien tegnede en Númenoriansk hjelm, som der blev kaldt en Karma. Den var lavet af overlappende plader af metal og dækket med et våbenskjold præget og farvet i læder, som gav rustningen udseendet at fiskeskæl. Dette kan man se på støvomslaget af Unfinished Tales. Man kan måske regne med, at når Númenorianerne havde sådant smukt og velgjort udstyr, havde deres læremestre Noldorne mindst ligeså flot udstyr. Et eksempel på Númenoriansk udstyr, kan man se på de sværd, som Tom Bombadil henter frem fra Dyssehøjene i slutningen af tredie tidsalder. Bladene havde bladform og var dekoreret med flot damascering. Skederne var lavet af sort metal og dækket af røde ædelsten. Disse skeder gav måske sværdene en slags magisk eller lignende beskyttelse.

I slutningen af Tredie Alder havde Elverne en mindre indflydelse, men der blev stadig lavet godt håndværk. Dværgene af Durins æt i Erebor, lavede stadig nogle af de bedste rustninger og våben i Midgård. Mithril brynjen som oprindeligt var lavet til en elverprins, men som blev givet til Bilbo er en af de bedste eksempler. Den kunne ikke blive gennemboret af pile, hvilket vi betyder, ringene var så små, at selv de tyndeste pilespidser ikke kunne trænge igennem og at mithril var så stærkt, at ringene ikke kunne åbnes af pilens kraft. Brynjen var besat med perler og med den fulgte et bælte af perler og krystaller. Bilbo fik også en let hjelm der havde et interessant design. Det var lavet af formet læder og forstærket med metalbånd på indersiden. Tolkien tegnede en fantastisk tegning af Smaug, der sidder på sin skattedynge i Det Ensomme Bjerg. Her kan man se eksempler på de fineste rustninger og våben fra Den Tredie Alder: Brynjer, koniske hjelme, Skjolde, Spyd, Økser (Dværgenes favoritvåben) og sværd. Dværgene under Thorins ledelse tog disse våben og rustninger i brug under Femhæreslaget. Det skal også nævnes at Thorin brugte en bue af horn, til at skyde på budbringerne fra Søby. Da Det Ensomme Bjerg lå i øst, kan disse buer være efter østlig mønster. Menneskene fra Søby skød med langbuer, så det kan ikke være fra dem disse buer stammer fra. Måske var det på den måde dværge generelt lavede deres buer, men der er ikke nok information om emnet til at kunne komme det nærmere. Det der også ud til at dværgenes skik i de ældre dage med at bære skrækindjagende masker på dette tidspunkt er faldet ud af brug., medmindre disse kun havde været brugt af dværgene i De Blå Bjerge. Den gren af Durins folk, der levede i Jernbjergene brugte store hakker (for det meste svunget med to hænder) som deres hovedvåben, men de bar korte sværd og skjolde som nødløsning. De brugte også hoser af et specielt bøjeligt metal, som kun de vidste hvordan man lavede.

I den store historie om Ringenes Herre, brugte mange af hovedpersonerne oldgamle brynjer, hjelme, skjolde og våben. Her er en liste:

Gimli: Brynjeskjorte fra Erebor, dværge håndøkse, skjold og hjelm lavet af læder og jern. De to sidste fra våbenkamret i Edoras.
Aragorn: Brynje, hjelm og skjold fra Edoras (sikker lavet i Gondor), sværdet Andúril (lavet af dværgene og elverne). Det er interessant, at da Frodo ser Aragorn stå med Arwen i Kløvedal, Aragorn ser ud til at være klædt i en elverbrynje.
Legolas: Brynje, hjelm og skjold som Aragorn, lang kniv (måske fra Erebor?) og langbue fra Lothlórien.
Théoden. Éomer, Éowyn og mange (hvis ikke alle) af Rohans ryttere: Brynje, hjelm, skjold, spyd og sværd. Nogle af rytterne må have korte buer i stedet for spyd. Meget af dette udstyr kom fra Gondor.
Prins Imrahil og mange (hvis ikke alle) af Svaneridderne: Brynje, hjelm, armbeskyttere i plade, skjolde, spyd og sværd. Siden Imrahil brugte armbeskyttere i plade, man det være at han også brugte tilsvarende til benene.
Citadel vagter fra Minas Tirith: Brynje, mithril hjelme, skjolde og sværd.
Ork kaptajn fra Moria: Brynje fra hoved til fod, hjelm, stort skindskjold, spyd og krumsabel.

Andre interessante detaljer:

Elvervagterne i Caras Galadon bar efter sigende grå brynjer
Nazgûlernes fyrste bar knælang rustning og brugte en stridskølle når han var i kamp.
Merry kom forbi Nazgûlens knælange brynje, ved at stikke med sit sværd op under brynjen og derved ramme bagsiden af knæet.
Denethor bar brynje nat og dag under sit tøj, for at han ikke ville blive blød med årene.
Boromir brugte skjold, sværd og hjelm, men ingen brynje, for at holde vægten nede, så han kunne rejse hurtigere. Hvis han havde nået Minas Tirith, ville han sikkert have fået en brynje som den Aragorn fik. Ved Boromirs død, nævner man at de orker han dræbte, bar: brynje, hjelme og skjolde. Orkerne fra Tågebjergene i denne gruppe var udstyret med krumsabler, korte buer osv. Som modsætning nævnes Uruk-hai fra Isengard. Disse store orker bar langbuer og korte bredbladede sværd, i stedet for normal ork-udrustning. Orker fra Isengard bar Den Hvide Hånd på skjoldet og S-Runen på hjelmen. Orkerne fra Mordor brugte det røde øje på deres udstyr. Det er ikke klart om orkerne med det røde øje deltog i kampen med Boromir. Det er mere sandsynligt at de slog sig sammen med Sarumans orker senere, så sammenligningen af udstyret er sket ved hjælp af Aragorns store viden på området. Undervejs på orkernes lange tur mod Isengard, nævnes deres grufulde takkede knive flere gange. Grishnákh, leder af orkerne fra Mordor, bar en interessant kniv, hvis skæfte var udskåret et grusomt hoved.

I et essay i bogen ”Unfinished Tales” om kampen ved vadestederne på Isen, er der også information at hente. Det er fortalt at rytterne fra Rohan fik deres rustninger fra Gondor, hvor imod dysterlændingene stort set ingen brynjer havde og kun beskyttede sig med store skjolde. Der står at de kun havde få brynjer, som alle var stjålne (Ved slaget ved Helms kløft i Ringenes Herre, står der, at de havde høje hjelme og store skjolde). Orkerne fra Isengard lavede tunge og dårlige brynjer. I kavaleri angrebet i starten af kampen har Isengarderne taget en defensiv position med lanser bag grøfte. Der står meget om brug af skjoldmure når Rohanerne kæmper til fods (Skjoldmure blev brugt hovedsageligt i jernalder og vikingetid). Da Théodred laver en skjoldmur under forsvaret af en position på en holm i floden Isen, bliver de angrebet af et kompagni af mennesker eller orkmænd iklædt brynje (måske er her tale om hoved til tå brynjer som er nævnt tidligere i artiklen og ikke bare knælang brynje) og de er bevæbnet med store økser. Man regner med at de angreb med det formål at slå Théodred ihjel, da han var arving til Rohans trone. De lykkedes i dette hverv, selvom Grimbold og Elfhelm lod dem betale for denne udåd med deres liv.

Nogle eksempler på Rohans heraldik ses i Ringenes Herre. En hvis hest på en grøn mark var symbolet på Eorls Hus. Solen på en grøn mark var symbolet båret på skjoldet båret af krigere i Théodens hushold. Det ser også ud til at grønne ædelsten var populære i Rohan. Sværfæsterne på Théodens vagter var dekoreret med sådanne sten og de sad på skeden på Théodens eget sværd Herugrim.

Rangerne i Ithilien var udrustet med sværd, langbuer, spyd og skjolde, men der står ikke noget om, hvorvidt de bar rustninger under deres grønne og brune klædedragt. Måske lod de være med at have rustning på, for at kunne bevæge sig hurtigere og mere stille. De Haradrimiter som rangerne kæmpede imod i Ithilien, er ret interessante. Der står i bogen, at de er klædt i rustninger bestående af overlappende plader. Det lyder som lamel rustning eller også er det en for os ukendt konstruktion. Det nævnes at Haradrim bruger krumsabler, buer, spyd og skjolde under ringkrigen.

De orker som Frodo og Sam møder i Mordor er udstyret med mange forskellige våben. Det er alle våben man kan bruge med en hånd, mens den anden bruges til skjoldet. Sam tager en brynjeskjorte fra en død ork. Denne skal Frodo bære, da hans mithrilbrynje er blevet stjålet. Frodo kommenterer forskellen i kvalitet på brynjerne, da de render ind i tornebuske undervejs. Han siger at det vil tage mere end en orkbrynje at stoppe tornene. Måske bruger orkerne en større ringe end de ringe de frie folk bruger til deres udstyr. En anden detalje, er at nogle af orkernes hjelme havde næblignende næsebeskyttere på.

Under kampen ved Mordors porte, er det nævnt, at Olog-hai enten er klædt i en slags skælrustning eller også er det deres egen skællede hud. De var udrustet med hammere og buckler-skjolde.

Af andre af Mordors allierede skal det nævnes østerlændingene, som havde skæg som dværgene og brugte store økser i kamp.

Dette er enden af mit essay, som giver et kort overblik over våben og rustninger i midgård. Det er mit håb, at der vil komme mere diskussion om emnet senere. Hvis du endnu ikke har vandret i Midgård, så vil jeg anbefale at du læser nogle af de nedenstående bøger.

Kilder (alle af J . R. R. Tolkien)
The Hobbit, The Fellowship of the Ring, The Two Towers, The Return of the King, The Silmarillion, Unfinished Tales, The Book of Lost Tales og The Peoples of Middle Earth

Originalartiklen kan ses på følgende side http://members.aol.com/gijchar/aame.htm hvor man også kan se forfatterens forslag til kampgrupper inspireret af Tolkiens fortællinger.

Man kan også læse om oversætterens forsøg på at rekonstruere Pippins gondordragt på www.pippin.dk/html/dragt.html

Artiklen har været bragt i Bri’s blad Pipeurten nr. 12 og 13 fra årene 2000 - 2001