| Udseende: |
Elverne er slanke af statur og smukkere end mennesker. De er for det meste højere end menneskene men ikke så høje som kæmper. De har enten guld, sølv eller sort hår og det siges at de altid er omgivet af et lys som når månen går ned over havet.
|
| Tro: |
Elvernes højst ærede Valar er stjernedronningen Varda og Ulmo, men de ærer også Yavanna og Oromë.
|
| Specielt: |
Elverne dør ikke af alderdom, dog kan de dø i krig og af stor sorg. De er godheden selv og det sker sjældent at en elver bliver ond. De har ikke brug for søvn, men vandrer ofte om natten mens de priser Vardas stjerner. De får få eller ingen børn. |
De førstefødte, skabt af Eru alene, Midgaards ældste og mest noble folk vågnede ved Kúivenien og da det første de så var Vardas stjerner har de for evigt æret hende mest af alle Valar. De priser hende og mange af deres sange er skænket til hende. De kalder på hende når de er i nød og elsker hende over alle andre Valar.
Elverne er dem der ligner Valarne mest selv om de ikke er så mægtige. De er dør ikke af alder, de blev skænket den største glæde men også den dybeste sorg, de er som jorden og vil leve lige så længe som den, men det er dog muligt at dræbe dem i krig med ild eller stål, de kan endog dø af stor sorg. De blev ofte besøgt af Oromë der elskede dem og lærte dem at jage men også Melkor opsøgte dem, fangede enkelte og avlede dem til orker.
I stjernernes første alder efter ødelæggelsen af Utomno og sejret over Melkor kaldte Valarne elverne til sig over til de Udødelige Lande. Det var før solen og månens skabelse og Valarne ønskede at beskytte de førstefødte siden ikke alt ondt var besejret, og sejren ville ikke holde for evigt. Og da skabte Valarne et hjem til elverne kaldet Eldamar der betyde "Elverhjem" hvor det blev spået at Elverne ville bygge de smukkeste byer der nogensinde skulle blive skabt og leve lykkelig og uden sorger under Valarnes beskyttelse.
Men ikke alle elvere ønskede at foretage den vanskelige og svære rejse og da blev elverne delt i to. Eldarne "stjernefolket" accepterede elvernes kald og fulgte Oromë mens Avarierne blev tilbage i Midgaard og senere blev de til de ringere Silvan-elvere.
Blandt Eldarne var der tre elverfolk med hver deres hersker. Vanyarnes konge var Ingwë, de var den mindste af de tre grupper og de var de første til at drage af sted. Noldorne valgte Fingwë som konge og fulgte snart Vanyarne. Telerierne fulgte Elwë og hans broder Olwë. Deres historie er lang og dette er kun en lille del af hvad der skete. Det var den største gruppe og mange af dem så aldrig Amans lys. Da de ankom til Anduins grønne dale valgte en lille gruppe at blive tilbage. De blev senere kaldt Nandor "dem der vendte tilbage". Da de var en stor gruppe nåede de ikke at indhente de to andre grupper. Da de opdagede at Noldorne og Vanyarne var forsvundet drog mange af Telerierne ledt af Olwë til Sirions udmunding i havet hvor de blev instrueret af Ossë og Uinen. I denne tid udviklede Telerierne deres kærlighed til havet. Da Ulmo kom tilbage for at føre dem over havet bad enkelte under Elwës ledelse om at blive i Beleriand. Han havde forelsket sig i Maiaen Melian og de valgte at blive tilbage med dem der ville følge dem. De blev senere kaldt Sindarin elverne. Også Falathrimmerne med Círdan som fyrste blev tilbage. Størstedelen af Telerierne drog dog over havet mod vest på øen Tol Eressëa, som Ulmo brugte som båd . Da deres kærlighed til havet var stor forankrede Ulmo øen udenfor Amans kyst og i en tid levede Telerierne adskilt fra Noldorne og Vanyarne. Valarne ønskede dog at også det sidste elverfolk skulle komme til Aman og Ossë lærte dem at bygge skibe og trukket af Ulmos store svaner ankom også de til de Udødelige Lande, men de holdt sig for altid i nærheden af havet.
I Eldamar byggede Vanyarne og Noldorne elverbyen Tirion mens Telerierne byggede Svanernes by Aqualondë på kysten. Disse Elverbyer blev de største og smukkeste nogensinde bygget.
I Midgaard blev Sindarin elverne under Maiaen Melians visdom klogere og mægtigere end andre elvere der forblev i Midgaard. De byggede et fortryllet kongerige, kaldt Doriath, der blev det mægtigste blandt elverne der ikke havde set Amans lys. Med hjælp fra dværgene fra de blå bjerge blev Menegroth "De tusind grotter" bygget og det var en by under jorden men det var som en skov udsmykket med tusind lanterner. Der kunne høres fuglesang og vandets rislen i brønde af sølv.
Disse år var elvernes storheds år. Deres visdom voksede og deres værker var smukke. Det var i disse år Noldor fyrsten Fëanor skabte Silmarillerne, tre juveler formet som diamanter, de lyste af liv og i dem var fanget noget af lyset fra Valinors træer. Til denne tid blomstrede de løgne Melkor havde spredt og der var en kort krig. Med hjælp fra kæmpeedderkoppen Ungoliath trængte Melkor ind til Aman væltede de to træer og under det derpå følgende mørke stjal han Silmarillerne og flygtede over Helacaraxë. Fëanor svor at han ville hævne sig og rustede sig til krig mod Melkor. Han bad Telerierne om hjælp men de nægtede at låne ham deres både. Fëanor der var blevet blændet af sit raseri bekæmpede dem og stjal deres både. Dette var de første drab der skulle finde sted mellem elverne og Fëanor og hans folk blev forbandet for evigt. Med Teleriernes både krydsede Noldorne havet mens Fingolfin førte de tilbageblevne Noldor over Helakaraxë til fods. Og således startede Juvelernes krig. Noldorne jagtede Melkor og gav ham tilnavnet Morgoth "Verdenens sorte fjende". Det var en bitter og frygtelig krig og få af de Eldar der var tilbage i Midgaard overlevede den. Endelig begav Valarne og mange Eldar sig mod Midgaard for at hjælpe deres brødre og i Vredens Fejde knuste de Morgoth for evigt, men også Beleriand blev ødelagt og dækket af havets bølger. Med kongeriget forsvandt også mange af Elvernes store byer. Gondolin, Menegroth og Nargothrond er iblandt dem. Det eneste der blev tilbage fra elvernes storhedsalder i Midgaard var en lille del af Ossiriand, Lindon. Mange af de Eldar der overlevede Vredens Fejde rejste med Teleriernes hvide både tilbage til Aman hvor de byggede havnen Avallóne der fra dens tårn sender en lysende stråle over Ulmos faretruende rige.
Kun lidt er siden da blevet fortalt om Eldamar for selv om Melkor havde knust de to træer kunne Midgaards mørke ikke sammenlignes med Eldamars tusmørkeår. Selv om elvernes viden fortsatte med at gro er der ikke kommet nogle til Midgaard for at berette om elvernes hjem på den anden side af det mørke hav.
Dog blev enkelte eldarfyrster tilbage i Midgaard, blandt dem den mægtige elverkonge Gil-Galad, den sidste af elverkongerne. Hans herredømme varede indtil Solens anden tidsalder, dog overlevede hans rige Lindon til den fjerde tidsalder. Eldarnes storhedstid var ovre men dog blev der grundlagt mange andre elverriger i de følgende tidsaldre. Galadriel og Celeborn herskede over Lothlórien, den gyldne skov og Thranduil gjorde den store Grønneskov til sit rige. på det tidspunkt var den største af Eldar rigerne Eregion som menneskene kaldte Hollin hvor mange af Noldorne boede. De blev kaldt Gwaith-i-Mirdain men blev senere også kaldt Elversmedene og det var der Maiaen Sauron, Melkors tro tjener vendte hen i forklædning. Celebrimbor Silmarillernes skabers barnebarn boede der og han var den dygtigste blandt elversmedene. Ved hans ordre og med hans viden angående magiske ringe blev de mægtige elverringe skabt og Sauron smedede den ene ring og fra den tid stoppede krigen mellem elvere og Sauron ikke. Krigen var frygtelig og mange slag blev udkæmpet. Celebrimbor døde og hans rige blev lagt øde, Gil-Galad sendte Elrond og mange andre krigere fra Lindon ud for at hjælpe Eregions folk. De elvere der overlevede Eregions ødelæggelse flygtede til Imladris (senere kendt som Kløvedal) og gemte sig fra rædslerne. De udpegede Elrond Halvelv som deres fyrste. Men selv om Elverne ikke selv var stærke nok til at sejre over Sauron var Numenoreanerne blevet stærkere og de kom elverne til undsætning, fangede den mørke herre og bragte ham i lænker til deres ø hvor han blev indtil Numenor blev slugt af Havet og verdenens store forandring fandt sted. De udødelige lande rykkede væk fra Midgaard og var umulige at nå for andre end elvernes hvide svaneskibe.
Men i Solens anden tidsalder var der stadig Sauron, den mørke herre, at klare, for han var undsluppet Ulmos bølger og havde reddet sig i land ved Mordor. Da formede Elverne og Menneskene den sidste alliance og ødelagde Mordor lagde Barad-dûr i ruiner og tog den ene ring fra Sauron. Den mørke Maia og hans tjenere forsvandt til tusmørket men også Gil-Galad og mange af Numenoreanernes ledere blev dræbt.
Der var stadig enkelte Eldar tilbage til at vogte landene som menneskene langsomt overtog. Eldarne var da kun en skygge af deres tidligere antal i Midgaard. Lindon, det sidste store elverrige, stod afsides fra Midgaard. Blandt elverfyrsterne blev Círdan regnet den mægtigste. Øst for de Blå Bjerge var der kun tre elverriger tilbage. Lothlórien, Imladris som kaldtes Kløvedal og Grønneskov der blev kaldt Myrkved. Deres riger lå afsides og menneskene kom der kun sjældent, de havde ikke længere brug for elvernes råd og vejledning bortset fra en gang, den sidste gang Sauron kom tilbage, den altafgørende krig hvor den ene ring blev ødelagt og Morgoths kraft udryddet for evigt. Derefter begav også de sidste Eldar sig mod Eldamar, Elrond og Galadriel var de første af de tilbageblevne elverfyrster der drog af sted over vandet og den sidste vil blive den der har vandret på Midgaards kyster siden den store rejse, Círdan.
Elverne forlod Midgaard for at komme til Eldamar, kun få har aldrig sat fod på Valarnes rige. Dem der døde i krigene mod Melkor og Sauron men også Luthien og Arwen er iblandt dem. Om mange elvere vides det ikke om de er kommet til Eldamar eller om de er forblevet på Midgaard for at svinde hen efter den ene rings ødelæggelse. Dog er det ikke kun elvere der er kommet til Eldamar, Frodo, Bilbo, Sam og Gimli er iblandt dem men om der er andre dødelige vides ikke, nogle siger at Tuor fik lov til at følge med Idril Celebrindal til Eldamar og nogle siger at Beren og Luthien vandrer gennem skovene der, men det vides ikke.
Om elverne vil leve i fred for evigt er ikke sikkert, deres storhedsalder er forbi, og selv om deres visdom er stor vil de aldrig kunne skabe de samme vidundere som før, og det er godt således for elvernes største vidundere førte til død og ødelæggelse.
Det vil være dem forbudt at vende tilbage til Midgaard, menneskenes verden, men de vil stadig være bundet til de dødeliges landes skæbne for deres skæbne er som jordens og de vil gå under med den når Eru ønsker det.
Avari elverne er de elvere der ikke fulgte Valarnes kald. De blev kald de "uvillige" og er ikke så vise og stærke som Eldarne, men stadig gode. De levede i et vildt land fulde af farer og det er muligt at de har sluttet sig sammen med Nandorne der aldrig nåede Beleriand. Det er muligt at de senere slog sig ned i Lothlórien og Imladris der var hersket af Eldar.
Da Avarierne havde levet længe i skygger og farer blev de sky og gemte sig for andre. De bor i skovene, bygger ingen byer og vælger ingen konger. De bliver nu kaldt skovelverefolket.
Vanyarne var de første til at følge Valarnes kald og kom således under Ingwës ledelse som de første til Eldamar. I starten levede de i Tirion men med tiden begyndte de at elske træernes fulde lys og vandrede i nærheden og flyttede op til Manwë og Varda på Taniquetil. Mange af dem fulgte med Valarne i Vredens fejde men ellers forblev de i Eldamar. Deres hår er lyst og deres bannere hvide, de bliver kaldt Fagr-elverne.
Noldorne var den anden elvergruppe der fulgte Valarnes kald under Finwës kommando. De sejlede sammen med Vanyarne til Eldamar, der boede de i Tirion men deres tørst for mere viden fik dem til at rejse rundt i hele Aman.
De var stolte men da Melkor havde udspredt falske rygter blev de urolige og oprørske. Finwës to ældste sønner, Fëanor og hans halvbroder Fingolfin følte mistillid overfor hinanden og da Melkor stjal Noldornes største værk Fëanors Silmariller og dræbte Finwë valgte ni tiendedele af Noldorne at forfølge Melkor til Midgaard, men en lille del blev tilbage deriblandt Finarfin, Finwës tredje søn.
Fëanors følge ville rejse over havet og i deres vrede blev de blændede og de dræbte Telerierne for at bruge deres både. De blev udvist af Valarne og måtte blive i Midgaard.
Selv om Noldornes visdom lod dem overleve i mange år blev de til sidst fanget af løgne og forræderi. Fingolfin og Finrods slægter kæmpede med hårdhed og værdighed mens Fëanors slægt blev dræbt som følge af dens arrogance Fëanors kraftige ed. Eärendils mission og Silmarillernes erobring er mere Sindarnes værk end Noldornes.
Efter den første tidsalder forblev kun få Noldor i Midgaard for det meste i Lindon og Eregion.
Finwë var den første af Noldorfyrsterne og derpå hans ældste søn Fëanor. Men da Fëanor gjorde oprør faldt lederskabet i Finarfind hænder. I Midgaard var Elverkongerne efter Fëanor af Fingolfis slægt. Fingolfin, Fingon, Turgon og Gil-galad.
Noldorne var de elvere der tørstede mest efter viden og de lærte nemt og hurtigt. Da deres kraft lå i at skabe var de elsket højt af Aulë der lærte dem meget. Men selv om værkerne var skabt af gode tanker førte de største af værkerne til krige og de værste af de krige der har fundet sted i Midgaard har været forårsaget af Silmarillerne og de mægtige ringe.
Det sidste og største elverfolk der fulgte Valarnes kald, deres historie er grusom og lang men ikke så grusom som Noldornes. Deres konge var Elwë Singollo men da deres gruppe var stor tog det dem lang tid at nå Beleriand. Undervejs kom de til Anduindalene og enkelte af elverne valgte at blive tilbage. Telerierne vandrede videre og da de kom til Beleriand opdagede de at Vanyarne og Noldorne var taget over havet. De blev derfor boende i et stykke tid i Beleriand for uden Ulmos hjælp ville de ikke kunne klare sørejsen. Da Elwë en dag var ude for at jage blev han fortryllet af Maiaen Melian, der ligeledes blev forelsket i elverfyrsten. Elwë valgte at blive tilbage i Midgaard med Maiaen og med ham fulgte nogle af Telerierne, de blev skænket visdom af Maiaen og de byggede et skjult elverrige, Doriath.
Men de af Telerierne der stadig ville fortsætte rejsen mod de udødelige lande valgte Olwë Elwës broder til leder og de bosatte sig ved Sirions udmunding. De fik de råd og vejledning af Ossë og de lærte at elske havet højt. Da Ulmo kom med den uforankrede ø Tol Eressëa valgte atter nogle at forblive i Midgaard, Falathrimmerne med Círdan som fyrste.
Men stadig drog over halvdelen af Telerierne over det grå hav men da de elskede havet højt forankrede Ulmo øen udenfor Eldamars kyst så de levede under træernes lys, men stadig adskilt fra de to andre elverfolk, men Valarne ønskede at også dette sidste elverfolk skulle komme til Aman og således skete det, men de holdt sig for altid i nærheden af havet. De byggede havnen Aqualondë og mange hvide svaneskibe.
I Aqualondë levede Telerierne lettere afsides fra de to andre elverfolk og Valarne men da Fëanor forlangte deres hvide skibe til at sejle til Midgaard for at forfølge Melkor blev de nødt til at følge med i Noldornes anliggende. De nægtede at låne Fëanor skibene men i vredens rus brugte han vold og tog svaneskibene fra Telerierne. Mange af det let bevæbnede folk blev dræbt og de hadede for evigt Fëanor og hans slægt.
I slutningen af den første tidsalder blev Telerierne venner med Elwing da hun og Eärendil kom til Aman for at bede om hjælp, og for hendes og Sindarnes skyld hjalp de Valinors hær over havet men deres had overfor Noldorne holdt dem fra at kæmpe. Senere boede de fredeligt i deres smukke svaneby.
Kun Eldarne ved hvordan denne føde bliver lavet. Det blev lavet for komfort til dem der skulle på en lang rejse og til dem der var sårede og døende og kun dem blev det tilladt at spise den mystiske spise. Eldarne gav kun sjældent Lembas til menneskene, kun til dem de holdt af hvis de var i stor fare. Det var ikke gjort på grund af grådighed eller jalousi, selvom der aldrig har været storforbrug af den hemmelige spise men fordi Eldarne vidste at vis menneskene fik for meget ville de blive mere og mere elveragtige indtil de ikke ønskede at være dødelige men ville opsøge Valinor som er dem uopnåelig.
Eldarne fik for første gang Lembas af Valarne i starten af deres dage da de startede den Lange Rejse. Det blev lavet af en kornart som Yavanna havde sået på Amans marker og blev bragt til elverne af Oromë.
Da det kom fra Yavanna var det oftest dronningen eller den højeste af elverkvinderne der opbevarede dem.
I sig havde brødet Amans stærke liv hvilket det kunne give videre til dem der spiste "brødet". Hvis kornene blev sået i enhver sæson, foruden under frost, voksede de hurtigt selvom den ikke ville blomstre i Midgaards skyggejord og kunne ikke tåle vinde der kom nordfra mens Morgoth stadig boede der. Ellers skulle planten kun bruge lidt lys for den modnede hurtigt.
Eldarne dyrkede planten i beskyttede lande og soloplyste vænge og de gyldne kroner blev alle plukket med hånden og aldrig med metal.
Ingen andre end de kvinder der opbevarede det livgivende brød måtte give brødet videre, derfor blev de kaldt Yavannildi, og opskriften var en dyb hemmelighed og det vil den forblive.
| Om dværge: |
Det menes at da dværgene er så ivrige til at grave huler og der ikke opstår nogle nye bjergkæder må dværgene spise sten og grusbrød. De er grådige, selvoptaget samt hævngerrige, magtsyge, mangler enhver form for humoristisk sans og sover med nathue. |
| Om orker: |
De har dårlig ånde og ligner stort set dværgene, bortset fra at de ikke sover med nathue. De har ringe i næsen og grisetryner samt svinetæer og fiskeøjne. |
| Om mænd: |
De er underudviklede, har en langsom opfattelse, er kluntede, nærige og går for meget op i deres eget udseende, samt blodtørstige og har dårlig humor. |
| Om hobbiter: |
De er dovne, latterlige og alt for glade for mad. De er gudsforladte, blev skabt ved tilfælde og er i enkelte tilfælde for egocentriske, i andre tilfælde alt for kedelige. Har hugget deres opskrifter fra elverkøkkenet og er i familie med dværgene. |
Ønsker du flere informationer om elvere og deres levevis er der her enkelte bøger som indeholder information om det smukke folk.
Robert Foster : The Complete Guide to Middle-Earth
David Day: Et Bestiarium over Tolkien
David Day: A-Z of Tolkien
Tolkien: Silmarillion
Tolkien: Ringenes Herre I-VI
Tolkien: Hobbiten
Tolkien: Unfinished Tales (udgivet af Chr. Tolkien)
Tolkien: The peoples of Middle-Earth (udgivet af Chr. Tolkien)
Denne side er udelukkende redigeret af elvere for elvere, så Bri fralægger sig ansvaret for eventuelt anstødende materiale. | 
